Projekt- og driftskoordinator til Randers Havn
Har du erfaring med at koordinere projekter, komplekse opgaver eller processer – og ved du, hvad der skal til for at føre en opgave sikkert fra aftale til afslutning?
På vegne af Randers Havn søger Career | a JKS company en projekt- og driftskoordinator, der kan skabe overblik, følge op og sikre fremdrift på tværs af projekter, myndigheder, kunder og samarbejdspartnere.
Du bliver en tæt samarbejdspartner for havnedirektøren og får en central rolle i en mindre organisation, hvor langsigtede udviklingsprojekter og den daglige drift af en aktiv erhvervshavn går hånd i hånd.
Dine ansvarsområder
Du holder fast og følger op. Randers Havn står foran en omfattende udvikling, hvor erhvervshavnen skal udvides og på sigt flyttes længere ud ad Randers Fjord. Der skal blandt andet etableres nye kajer, veje, oplagspladser og anden infrastruktur – samtidig med at den eksisterende havn skal fungere hver dag.
Du bliver tovholder på en bred palette af opgaver og får ansvar for, at aftaler, tidsplaner, økonomi og leverancer bliver fulgt til dørs.
Dine primære opgaver bliver at:
Koordinere projekter og følge op på tidsplaner, økonomi, aftaler og leverancer
Planlægge projekt- og byggemøder samt udarbejde referater og beslutningsgrundlag
Samle og strukturere materiale fra myndigheder, rådgivere og entreprenører
Identificere fejl, mangler og risici og sikre, at de bliver tydeliggjort og håndteret
Deltage i den daglige havnedrift og koordinere med kunder, skibsmæglere, stevedorer, agenter og øvrige virksomheder på havnen
Du skal kunne følge de økonomiske aspekter af projekterne og reagere, hvis budgetter, aftaler eller tidsplaner ikke hænger sammen. Samtidig understøtter du direktøren og dine kolleger med de administrative og praktiske problemstillinger, der opstår i hverdagen.
Du træffer ikke nødvendigvis alle beslutninger, men sikrer, at opgaverne ikke går i stå, og at de rette personer bliver involveret.
Dine kvalifikationer
Du har erfaring med at koordinere og afslutte komplekse opgaver. Du kan komme fra en projektorienteret rolle, men du kan også være en stærk generalist, der er vant til selvstændigt at skabe struktur, koordinere forskellige interesser og følge opgaver eller processer helt til dørs.
Du kan eksempelvis have arbejdet som projektkoordinator, projektassistent, projektadministrator, teknisk koordinator eller i en anden funktion med et bredt koordinerende ansvar.
Vi lægger vægt på, at du:
Har solid erfaring med projektkoordinering eller styring af komplekse opgaver og processer
Kan arbejde med tidsplaner, økonomisk opfølgning, dokumentation og flere parallelle leverancer
Kan gennemskue komplekse aftaler og større mængder materiale
Har erfaring med eller forståelse for myndighedsprocesser og formelle beslutningsgange
Formulerer dig sikkert på dansk og kan kommunikere mundtligt på engelsk
Erfaring fra bygge og anlæg, forsyning, rådgivning, infrastruktur eller en politisk styret organisation er en fordel. Du behøver ikke have en teknisk uddannelse eller erfaring fra en havn.
Dig som person
Du griber opgaverne og skaber fremdrift. Du er proaktiv, nysgerrig og opsøger selv den viden, der skal til for at løse opgaven – i materialet, hos samarbejdspartnerne eller ude på havnen.
Du trives med både de definerede opgaver og de problemstillinger, der opstår undervejs. Du kan gå helt ned i detaljen, når en aftale eller deadline skal kontrolleres, og samtidig bevare helikopterperspektivet og forstå betydningen for det samlede projekt og den daglige drift.
Du kommunikerer tydeligt med mennesker på alle niveauer og har gennemslagskraft til at påpege fejl og uklarheder på en konstruktiv måde. Du eksekverer, følger op og omsætter aftaler til konkrete resultater.
Randers Havn er en lille organisation, hvor man hjælper hinanden på tværs af funktioner og titler. Derfor skal du være praktisk orienteret og rummelig over for, at opgaverne varierer i både størrelse, kompleksitet og karakter. Du skal have lyst til både at arbejde koncentreret ved skrivebordet og være tæt på aktiviteten ude på havnen, når opgaven kræver det.
Randers Havn tilbyder
Tæt på projekterne og den daglige havnedrift. Du får en selvstændig rolle med mulighed for at præge både opgaverne og din egen udvikling. Du kommer tæt på direktøren, havnedriften og de langsigtede udviklingsprojekter – og får en bred kontaktflade til myndigheder, rådgivere, entreprenører og erhvervsliv.
Du bliver en del af en mindre arbejdsplads, hvor man kender hinanden, hjælper på tværs og møder hinanden med respekt. Her værdsættes den enkeltes bidrag, og mange medarbejdere vælger at blive i organisationen gennem mange år.
Hverdagen foregår i moderne lokaler med udsigt over Randers og tæt kontakt til aktiviteten på havnen. Det giver en arbejdsplads, hvor du er tæt på både kollegerne, projekterne og den praktiske virkelighed.
Stillingen er på 37 timer om ugen med fast arbejdssted på Randers Havn. Arbejdet ligger som udgangspunkt på hverdage mellem kl. 07.00 og 16.00. Der er fleksibilitet inden for rammerne af den daglige drift, men ikke mulighed for en fast hjemmearbejdsordning.
Du tilbydes løn efter kvalifikationer og gældende overenskomst samt pension, frokostordning og sundhedsforsikring.
Sådan ansøger du
Career | a JKS company varetager rekrutteringsprocessen for Randers Havn.
Send dit CV og din ansøgning via ansøgningslinket. Vi behandler ansøgningerne løbende og afslutter processen, når den rette kandidat er fundet.
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Senior Recruitment Specialist Anne-Marie Hviid Ekstrøm på 30851294.
- Afdeling
- Kontor og Administration
- Lokation
- Randers
- Ansættelsesform
- Fuldtid
- Ansættelsesniveau
- Ledelses- / seniorniveau
- Kundelogo
- Randers Havn
- Region
- Midtjylland
- Arbejdsby/område
- Randers
Om Career
Som rekrutteringsbureau sikrer vi årligt det rigtige match mellem mere end 500 mennesker og virksomheder. Hver enkelt rekrutteringsopgave er baseret på indsigt, høj faglighed, forretningsforståelse og et tæt forløb, som altid er tilpasset dig som kunde eller kandidat. Vi har erfaring med, at det skaber de bedste resultater.